Det er almindeligt for en kræftpatient at blive følelsesmæssigt påvirket af diagnosen. Gennem behandlingsforløbet oplever flere også at følelserne skifter specielt meget mellem håb og frygt, glæde og tristhed, ro og uro. Der findes ikke nogen rigtige eller forkerte reaktioner på brystkræft. Mennesker er forskellige og der er derfor forskel på hvordan vi reagerer og handler, når vi møder kriser og svære oplevelser i livet, som kræft.

 

Mange har en følelse af uvirkelighed, i det øjeblik lægen nævner ordet brystkræft. Man kan også have en oplevelse af, at det sker for en anden end en selv. Mange har slet ikke følt sig syg inden diagnosen, men har alligevel fået konstateret kræft ved en screening. Måske ser man på ingen måde syg ud og har masser af energi til at klare hverdagen. Det kan i manges tilfælde tage tid at acceptere at man faktisk er dødssyg, men hvis man ikke handler nu kan kræften brede sig.

 

Følelsen af uvirkelighed, som mange oplever kan være meget ubehagelig, men den aftager i de fleste tilfælde i forbindelse med, at behandlingen starter, og der vil som regel falde mere ro over situationen. Andre mener det allerede fra starten, det var en kæmpe lettelse at få konstateret kræft, da det var svaret på hvorfor de havde været træt, dårlig i længere perioder og haft andre symptomer.

 

Mange kræftramte oplever ind imellem en følelse af at være alene eller ensomme. Ensomhed er en følelse, som er uafhængig af, hvor mange mennesker man er omgivet af, og som kan fylde i en, selv når man er omgivet af tætte pårørende. Det kan handle om, at uanset hvor tæt forbundet man er med andre, så er undersøgelser og behandling noget, som man må gå igennem alene.

 

Det tager sin tid at finde fodfæste igen, hvis man bliver svunget ud i fortvivlelse, i forbindelse med brystkræftdiagnosen. Mange kræftpatienter og deres pårørende er i den første tid efter diagnosen præget af en følelse og oplevelse af, at alt hvad man troede på og regnede med ikke længere gælder. Når behandlingen går i gang, og man oplever, at lægeren gør alt hvad de kan, føler mange af de kræftramte og pårørende at de igen står med en smule mere fast grund under fødderne.